En kort visit i den amerikanske hovedstad Washington DC fortæller mig tydeligt, at den her by må jeg tilbage til. DC er ikke kæmpestor og uoverskuelig. Jeg føler mig godt tilpas, og en vis herre i et hvidt hus skal ikke skygge for oplevelsen. DC føles rigtig cool.
Washington er fyldt med monumenter og statelige bygninger, forskellige kvarterer og stemninger, fancy shopping og cool barer. Jeg kunne udforske denne by i ugevis. Jeg har tilfældigvis valgt Hotel JW Merriott i Penn Quarter kun få minutter fra Det hvide Hus. Meget stylish og centralt.
Det ligger tæt på W Hotel, som har en super cocktailbar på tagterrassen, og det samme har mange andre hoteller og bygninger. Politisirenerne lyder ofte, uden at man lige kan se den ringeste grund til det. Spiller politiet mest med musklerne for at synliggøre, at lovens lange arm altid er til stede?
Jeg følte mig ganske tryg, også om aftenen, med masser af mennesker på fortovene, fyldte restauranter, sportsbarer og klubber, teatre og i det hele taget et livligt gade- og gå i byen-liv. Businessmænd og -kvinder, topsmarte damer og flotte fyre i alle hudfarver til mennesker fylder fortovene på vej til og fra, ligesom det samtidig er åbenlyst, at alle ikke er en del af ”det gode liv” i den amerikanske hovedstad. Det er folk med deres få ejendele i slidte plasticposer.
I Shaw-kvarteret er et af samlingspunkterne Ben’s Chili Bowl, som til næste efterår kan fejre 60 års jubilæum. Stedet er kendt for sine gode chili-hotdogs, chiliburgers og mere af den skuffe, men har også sin særlige status af mere politiske grunde. Under de mange raceoptøjer i kampen for ligestilling mellem sorte og hvide i 1960’erne, holdt ejerne Ben og Virginia Ali åbent hele tiden, mens mange andre steder i og omkring U Street lukkede midlertidigt eller for evigt.
Parret støttede og gav ly til de sorte aktivister og gjorde dermed Ben’s Chili Bowl til et helle midt i disse turbulente år. Allerede fra starten kom mange sorte berømtheder her, folk som Duke Ellington, Ella Fitzgerald og Nat King Cole, ligesom Martin Luther King var en jævnlig gæst.
Shaw var i 1970’erne og 80’erne præget af fattigdom og af narkotika, og folk flygtede fra området. Men Ben’s Chili Bowl blev, også mens et årelangt metrobyggeri var til stor gene for hele kvarteret. Til gengæld gav den nye metrostation et socialt løft, ligesom drugs og kriminaliteten faldt.
Jeg mødte den gamle dame, Virginia Ali, uden for restauranten sammen med sønnen Nizam, som sammen med sin bror Kamal driver Ben’s i 1213 U Street NW og flere filialer rundt omkring. De er flinke folk, som har modtaget flere priser for deres sociale arbejde gennem tiderne. Gyden ved siden af har fået navn efter Virginias mand, Ben Ali’s Alley, og har nye vægmalerier af bl.a. Barack & Michelle Obama og Prince.
Der serveres ikke alkohol til chilipølserne og burgerne, men til gengæld anbefaler de gerne den lidt dyrere restaurant inde ved siden af, hvor man kan få samme menu plus andre retter med det hele til. Den ejer familien Ali også, og dem hedder smart nok Ben’s Next Door. Shaw er gået fra at være nedslidt og fattigt til nu at være et af DC’s hippe steder.
Washington DC lever i den grad op til det slogan, der bruges om byen: DC Cool – jeg lod mig i al fald virkelig gribe af atmosfæren og dynamikken, af både historien og den moderne nutid, af attraktionerne og det lækre liv, men også af det multikulturelle samfund og forskellige bydele. DC er ikke som andre amerikanske storbyer meget præget af skyskrabere, men minder mere om europæiske byer.
De brede, snorlige avenuer og gader præger ikke mindst Penn Quarter, hvor man også finder Chinatown, og Downtown, og systemet gør det let at finde rundt. På hvert gadehjørne viser tydelige skilte, hvilke 100 numre der er på den næste blok (f.eks. 800-900, som ikke er usædvanligt), og om man er i f.eks. den nordvestlige ende (NW) af en lang avenue. Man ved dermed altid, cirka hvor langt man har til sit mål.
Men ellers kan man selvfølgelig tage bus eller bruge DC’s metro, hvis seks linjer når godt rundt. På grund af den fugtige undergrund ved Potomac-floden går metroen dog ikke helt til Georgetown, som ellers er en bydel, man bør se, for det er sådan et lidt lækkert område med restauranter, eksklusiv shopping og hyggeligt bare at drysse rundt.
Metroen går så langt som til Rosslyn eller Foggy Bottom-GW og fortsætte til fods godt halvanden kilometer. Man kan også stå af ved Dupont, som er et livligt og spændende kvarter i sig selv. Men tag turen til det fine Georgetown, hvor mange berømtheder har boet (f.eks. John F. Kennedy, da han blev indsat som præsident), og en hel dag her, inklusive afslapning på Georgetown Waterfront, er ikke spor for meget
Et absolut DC-must er naturligvis The National Mall. Her kan man mærke den amerikanske histories vingesus i luften. Området, der er kategoriseret som nationalpark, er kendt fra utallige film og tv-serier og fra Martin Luther Kings ”I have a dream”-tale, som han holdt på trapperne til Lincoln Memorial d. 28. august 1963 med udsigt til det aflange bassin, The Reflecting Pool.
The National Mall er den ca. tre kilometer lange og 600 meter brede strækning fra U.S. Capitol i øst til Lincoln Memorial i vest. Capitol er hovedsæde for USA’s lovgivende forsamling, kongressen , med de to kamre: Senatet med 100 medlemmer og Repræsentanternes Hus med 435 medlemmer. Ikke langt fra det imponerende Lincoln Monument ligger Det hvide Hus på 1600 Pennsylvania Avenue.
Nogenlunde i midten af parken står den ikoniske 169 meter høje obelisk, som er Washington Monument. Det er et af byens vartegn, som ofte dukker op i synsfeltet fra forskellige vinkler. Langs The Mall ligger en lang række berømte bygninger og museer, bl.a. The Smithsonian Air & Space Museum og Smithsonian Castle. Det er et vigtigt sted for alle amerikanere og rammen om mange store begivenheder, ikke mindst nationaldagen 4. juli.
Hvad jeg ikke havde tænkt over før, er, at det samtidig bare en park, hvor indbyggerne går tur, hygger sig, jogger, soler sig eller fordyber sig i en bog træerne skygge ude i siderne. Familier er på skovtur, børnene leger, og ingen tænker lige nu på, at historien også hviler over dette sted, ligesom nutiden, præsidenten og regeringen. Hele scenariet føltes både lidt ”awesome” (sejt, fedt) og hyggeligt dansk.
Kvarteret oppe omkring Capitol Hill er ekstremt populært at bo i og givetvis ret dyrt. Lige så kvarteret med hyggelige, gamle rækkehuse, Eastern Market, der har alt, hvad hjertet begærer i gode råvarer og mere bazaragtigt loppemarked i weekender. Kvarteret Barracks Row ligger omkring 8. gade SE (sydøst) og er foodies paradis mh.t indkøb, restauranter og barer.
Washington DC er en by, der har det hele. Noget så cool. Læs mere HER.
Sådan kommer du til Washington DC
Mange flyselskaber flyver til Washington DC. Jeg rejste med Icelandair, som har mange ruter til USA. Man flyver via Island med et kort stop i Keflavik lufthavn i Reykjavik. Her er man efter tre timers flyvning og kan så fortsætte i et meget komfortabelt fly. Herfra tager det godt seks timer til Washington.
Men hvorfor ikke slå to fluer med et smæk og benytte sig af Icelandairs svimlende gode tilbud. Flybilletten giver nemlig mulighed for at blive i Island i helt op til syv nætter uden ekstra billetomkostninger, og det kan ske på enten ud- eller hjemrejsen. Det er en fin lejlighed til at se nærmere på et af verdens for tiden hotteste rejsemål Reykjavik og måske endda udforske landets storslåede natur. Man kan gøre det ved at “konvertere” sit boarding pass til Icelandair Stopover Pass.