Julestemning i Berlin, Vilnius, Kaunas og Salzburg

Julestemning i Berlin

Europa bugner af julemarkeder netop nu, og der er nærmest ikke den hovedstad eller større by, som ikke kan bryste sig af sit helt eget marked. Julemarkederne er fyldt med glitrende, blinkende, smukt, usædvanligt, sjovt, anderledes, traditionelt, moderne, regionalt og lokalt julepynt og julesager af alle slags. Strik, legetøj, træsager, diverse håndværk, kurve og masser af spiseligt: Oste, chokolade, skinker, hjemmelavede pølser og meget mere.

JUL18 Berlin Chokolade

Gløgghytte

Gode drikke skal man ikke undvære, især ikke den varme gløgg fra de små gløgghytter. En enkelt lokal, hjemmebrygget øl eller flere mangler som regel heller ikke. Så for mange familier og venner er det blevet en hyggelig tradition at gå på julemarked og finde fine ting til sin egen private julestemning.

Ikke mindst er der mange opfindsomme, søde og sjove julegaver, der lige præcis passer som fod i hose til netop det ene eller andet familiemedlemmer og de forskellige venner.

Billederne her har jeg taget fire forskellige steder lige før jul sidste år. De er fra Vilnius, hovedstaden i Litauen, og fra den andenstørste og også meget interessante by Kaunas. Litauen er den sydligste af de tre baltiske lande. Og de er fra Berlin og Salzburg.

Kaunas

En tur til Østrig bragte mig rundt til mange skønne småbyer, men mine fotos er fra netop den meget smukke by Salzburg, som siden 1996 har været på UNESCO’s Verdensarvsliste. Her er julestemning for alle pengene, og det har der været i mange hundrede år, både byens borgere og turister strømmer hertil fra slutningen af november til 26. december.

Trædukker fra Salzburg

Julemarked i Salzburg

Det traditionelle Salzburg Christkindl julemarked på Domplatz midt i den gamle by har eksisteret siden 1400-tallet, hvor det var et kræmmermarked. Julemarkeder nu er jo nok blevet lidt mere bling-bling og helt uden kommercielle interesserer er de jo ikke, men det var de sandelig heller ikke dengang i forne tider. Vi kommer for at mærke og blive revet med af en gammeldags og hyggelig måde.

Rigtig mange danskere kender julemarkederne i de tyske byer, fordi de er så meget hurtigere at komme til. Det kan være Flensborg, Lübeck, Bremen, Rostock, Hamborg, Berlin – og virkelig mange andre. Et af de meget kendte i Berlin er Gendarmenmarkt, som tilbyder en kæmpe variation af håndlavede varer, kunsthåndværk, flitterstads og tingeling, og der er flere restauranter, musik og en masse anden underholdning.

Desuden ligger Gendarmenmarkt smukt mellem de to domkirker, Französischer og Deutscher Dom, og blandt meget andet kan du opleve træskærere, bæltemagere og kjolemagere i gang med at producere deres ting. Der er faktisk så meget at opleve, at du nemt kan bruge timer her, også for bare at hygge sig og spise. Det er et stort og smagfuldt julemarked.

Og du får bogstavelig talt noget for pengene. For entreen er kun én euro, og en del af den går til velgørenhed, og når du køber en gløgg kan du (også her) købe dit kønne krus med. Det er julemarkedernes tid, og der er jo også mange her i de danske byer. Skal din julestemning sparkes i gang, så er et af markederne måske lige det, der skal til.

God fornøjelse – og glædelig jul.

One Reply to “Julestemning i Berlin, Vilnius, Kaunas og Salzburg”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *