Foto ovenfor: Wolfgang Scholvien/visitberlin.
Lørdag 9. november 2019 er det tre årtier siden, at der endelig blev åbnet for Berlinmuren nærmest ved et tilfælde. Begejstrede og forbløffede østberlinere strømmede ind i Vestberlin, og siden har intet været det samme. Det skal naturligvis fejres med manér, og man kan regne med en festlig weekend, hvis man er i Berlin netop nu og i weekenden. Mennetop dette kan man nu altid regne med.
Murens fald blev begyndelsen på enden på den kolde krig, og godt 11 måneder senere, 3. oktober 1990, blev DDR, Østtyskland, endelig igen forenet med BRD, Vesttyskland. Det blev ikke ukompliceret at forene øst og vest, og man hører jævnligt, at ’østtyskerne’ stadig har mindre del i goderne. Men hvor var det alligevel fantastisk. Berlin blev Tysklands nye hovedstad og motor og er en turistmetropol uden lige.
Udvikling og udstilling
Byen blomstrer og tiltrækker mennesker fra hele verden. Godt 13 millioner turister besøger årligt den meget kosmopolitiske hovedstad med indbyggere fra hele verden. Der har været mange events og udstillinger i løbet af året: Om genforening, bygning af Muren, delingen af verden under den kolde krig, om kampen for frihed og den fredelige revolution i 1989, da der endelig blev slået hul på Muren.
Da byen fik sit genforenede parlament, Berlin House of Representatives, i 1993, fik det sæde direkte på den tidligere sektorgrænse mellem øst og vest. Bygningen havde huset det preussiske parlament, men havde ligget forfalden og glemt hen. I forgården kan man nu se udvalgte, genfundne fotografier af Berlinmuren og private korrespondancer mellem øst og vest foruden kunst og design fra Bauhaus-Arkivets samling, ligesom der foreligger lån fra internationale samlinger. I alt ca. 1000 genstande.
Bauhaus 100 år
The State Bauhaus School for arkitektur, kunst og design eksisterede som sådan kun i 14 år (1919-1933), men Bauhaus slog an og inspirerede over det meste af verden og har fejret sine 100 år i hele 2019. Ikke mindst i Thüringen med Weimar, Jena, Erfurt og Gera kan man opleve masser af Bauhaus. Nye Bauhaus-centre har åbent dørene for første gang i byerne Dessau og Weimar, hvor den første Bauhaus-skole blev oprettet af arkitekten Walter Gropius.
Han byggede også Bauhaus-Archiv i Berlin, hvor en helt ny, ekstra museumsbygning åbner efter planen i 2021. I de to bygninger adskilles arkivet og museet, som i de seneste år har fordoblet sit publikumstal til nu langt over 100.000 pr. år. I renovations- og byggeperioden har det midlertidige Bauhaus-Archiv /Museum für Gestaltung ligget i bydelen Charlottenburg og gør det altså i mere end et år endnu.