København bliver lyst op i hele februar

Copenhagen Ligth Festival. Foto: Hans E Madsen.

Copenhagen Light Festival er i gang. Fra 2. februar og helt frem til 2. marts får hovedstaden ekstra lys i lampen med lysinstallationer hist og pist med 40 kunstværker i alt, som er skabt af både danske og internationale kunstnere inden for lys- og samtidskunst. Dansk Center for Lys står bag initiativet, som både skal glæde borgerne og tiltrække turister i vintersæsonen.

Det er ikke meningen, at København skal bades i lys, men at lyskunsten på forskellige måder giver nye oplevelser og samspil med byrummet midt i det langstrakte vintermørke. To af installationerne kan ses i hele København. Nemlig en hvid søjle af lys, som rejser sig mod himlen i Nordhavn, og en lang, grøn laserstråle i luften mellem Nikolaj Kirke og Tivoli, som også er en del af CPH Light Festival med ”Lys i Vintermørket”. I næsten samme periode, til 25. februar, holder Tivoli åbent.

Laser over Kbh. under Copenhagen Light Festival
Foto: Martin Ersted.

København har ulig mange andre storbyer haft en tradition og strategi for en beskyttelse af mørket. Byen har ikke druknet i lys. Men det betyder, at man nu med de helt særlige strejf af lys i de meget forskellige installationer kan undersøge byens rum og facader med stjerner og himlen som bagtæppe. Både byens permanente lys og det nye flygtige er festivalens tema.

I løbet af denne februar-lysfest viser Glyptoteket sig i rødt lys, og kulørt damp vil bølge ud under Børsbroen. Bølgen foran Hotel Marriott forvandles til en ”Eternal Sundown” med hundrede lysrør og deres refleksioner, og Danhostel ved Langebro forvandles for en enkelt aften til et 56 meter højt lærred for en serie laseranimationer inspireret af havnevandet.

Orb Family_Pipaluk Supernova and Thomas Jørgensen_ credit- out-sider as
Foto: Thomas Jørgensen.

Mindst tre helt specielle lysevents bliver skabt med 64 kraftige batteriprojektører udlånt af Kulturstrøget i Roskilde. Tivolis ”Lys i Vintermørket” er også en del af Copenhagen Light Festival med smukke lysinstallationer og projiceringsformater, man ikke før har set i Danmark. Den gamle have holder for første gang vinteråbent. Det er jubilæumsår, for i august fylder Tivoli hele 175 år.

Under Copenhagen Light Festival kan man også opleve lyskunsten fra vandet. For Strömma Canal Tours sejler hver aften guidede ture, så man kan se både lysinstallationer og bygningsværker. Og Louis Poulsen, der er hovedsponsor for festivalen, byder på et stort lysevent-program måneden igennem. Firmaet holder en afslutningsfest den 2. marts med prisuddeling for festivalens bedste værk. Københavns Kommune er med-initiativtager til festivalen og støtter økonomisk.

Copenhagen Lighyt Festival - Not hate, love
Foto: David Stjernholm.

Links:

Vinter i Tivoli

Copenhagen Light Festival

Nu er den fristende Tivoli Food Hall åben

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *