Inspiration og tips til din ferie i dejlige Dublin – en af mine favoritbyer

Dublin er en ret lille storby. Byen gennemskæres af floden Liffey, og så er man enten nord eller syd for den. Centrum er på begge sider, men i den meget centrale, sydlige del, kommer der flest turister.

Her er Temple Bar-området, gågaden Grafton Street og den dejlige park St. Stephen’s Green, masser af pubber og spisesteder. Dublin har rigeligt med trafik og mange mennesker i gaderne. I 2022 fejres Paddy’s Day big time med parader og begivenheder i gaderne og overalt. Sidste år foregik fejringen af Irlands Nationaldag i onlineversion. 

Man føler sig tæt på det meste i Dublin, og det er naturligt at gå fra sted til sted uden mål og med. For det er tit, mens man bare slentrer afsted i en by, at man ser og oplever en masse, man ikke havde tænkt på. Det har de fleste turister nok konstateret, når ellers ikke næsen er begravet i et bykort eller i en mobil med kort og GPS. Man ser fede butikker, spændende personager, museer og selvfølgelig pubber. Sætter sig her og der, når man har lyst og ikke skal nå noget specielt.

Jeg oplever stemningen i Dublin som ustresset, selv om det muligvis er noget, jeg foregøgler mig selv. Men der er musik i luften, og så kan det ikke være helt galt. En stor del af befolkningen er yngre mennesker, og irerne har en tilgang til livet, der kredser om at have det sjovt: ”How’s the craic”, spørger de.

Der synes at være en dynamik, der ligesom musikken ligger og svæver i luften omkring én – uden at det bare bliver en lalleglad omgang. For livet er også noget, der skal diskuteres.

To af de fedeste musikfilm

Musikken er der også helt fysisk. Især i gågaden Grafton Street møder man hver dag mange ”buskere” – musikere, der spiller på gaden og håber på penge i guitarkassen, hatten eller papkassen fra de mange, der stimler sammen. Det har været et probæem de sidste par år. Det kan være en enkelt guitarist, der ’går på arbejde ’ her hver dag eller en hel kvartet, en fløjtenist eller folk med alle mulige andre instrumenter.

Nok ser man gademusikere i alle større byer nu, men her er forskellen – eller er jeg bare nostalgisk? – at det i høj grad er dygtige, også professionelle musikere, der tjener til føden, mens de venter på næste gig eller hit. Sådan som man kunne se det i den skønne film ”Once” fra 2008.

Her spiller guitarist og sanger Glen Hansard på Grafton Street. Han var den søde krøltop i filmen om et dublinsk soulband i en anden af mine yndlingsfilm, ”The Commitments” fra 1991. Historien her er faktisk hans egen. 

Hansard vandt sammen med sin medspiller i filmen, Markéta Irglova, en Oscar for årets bedste filmmusik i 2009. Det var så glædeligt at sådan en lille indiefilms musik vandt over en række velkendte filmkomponister det år. Han har nu spillet i mange år, også med sit band, The Frames, og har siden filmen været et kæmpestort navn i Irland. 

Turistmagnet

Et andet sted fyldt med musik er det berømte og berygtede Temple Bar, som i de seneste snart mange år har været centrum for byens natteliv, men hellere kalder sig Dublins kreative kvarter. Det er det måske også, men kommercielt er også et dækkende ord. Temple Bar er fyldt med turister, men de lokale kan også kan finde på at hænge ud i de mange pubber, cafeer og restauranter. 

De fleste pubber kører løs med ’sessions’/live traditionel irsk folkemusik hver eftermiddag og aften, og det kan være rigtig god musik & fis (!). Men det er lidt af en turistmagnet med alt, hvad det kan betyde, med mange gode butikker, kunst, gallerier og ikke mindst Claddagh Records.

Det er en perle af en plade/CD-forretning, som i mange år har specialiseret sig i sælge den irske traditionelle og nutidige folkemusik, som stadig ofte udkommer i fysisk form. Her kan du købe musik med alle de mange betydelige solister og bands, som har præget irsk musik i de seneste fem årtier. En musik, der har inspireret mange unge nutidige musikere, også dem fra rockens verden.

Pubberne

Man skal selvfølgelig unde sig selv gå på pub – med eller uden musik, og uanset om man er Guinness-drikker eller ej. De findes over det hele – Dublin har vist 1000 pubber. Find dem i side- og parallelgaderne til Grafton Street, f.eks. Wicklow St., Exchequer St., Anne St., Duke St. og de fleste andre. Det er på pubben, du virkelig kommer tæt på irerne, som allesammen har en stampub. 

Gå også op forbi byens dejlige, grønne oase, parken St. Stephens’ Green, forbi det elegante Shelbourne Hotel med The Horsehoe Bar og/eller afternoon tea. Gå 200 meter længere til den legendariske pub O’Donoghues i Baggott Street.

Her er tit en mere eller mindre improviseret session, hvor musikere tropper op og sætter sig til at spille. O’Donoghues er kendt som stedet, hvor legendariske The Dubliners startede tilbage i 1960’erne.

Eller gå i en helt anden retning, kryds Liffey over broen til den brede hovedgade O’Connell Street, fyldt med butikker, restauranter, hoteller, mennesker og storbystemning. Du kan også nu eller senere dreje til venstre langs Liffey og gå ud til Smithfield Village. Herude finder du den i musikkredse berømte pub The Cobblestone, hvor man oplever den måske mest autentiske session og meget lokal pubatmosfære uden dikkedarer. Den har mange pubber heldigvis stadigvæk. 

Også Hughes’, der ligger lige om hjørne herfra. Langs Liffey er det oplagt at benytte de fine træpromenader helt nede langs vandet, som har været der nogle år nu. Tilbage over floden støder du på Trinity College, hvor du inde bag porten kommer væk fra larmen og i stedet oplever det gamle universitet. I The Long Hall kan du se den legendariske Book of Kells fra det 9. århundrede (og mere end 300.00 andre bøger).

Gå bagefter en tur op ad Nassau Street med spændende forretninger, så når du også på et tidspunkt til den georgianske del af byen med de berømte Dublin-døre i flotte farver, bl.a. omkring Merrion Square og Fitzwilliam Square.

Husk med passende mellemrum at udforske nogle af de mange gode pubber og betragt det som kulturelle studier. Ligesom musikken med de mange sessions med traditionel irsk musik. Den populære sang ”Whiskey In The Jar” er festlig, men irsk musik er meget andet. Rigtig meget andet. 

10 meget forskellige ting at opleve i Dublin:

  1. IMMA, Irish Museum of Modern Art.
  2. Musikstedet Vicar Street med mange store irske og internationale navne, svarer til Vega i København.
  3. The Little Museum of Dublin på St. Stephen’s Green over for parken af samme navn. Museet fortæller Dublins historie i 1900-tallet med ting doneret af kendte og ukendte. Åbnede i 2011.
  4. Prøv Historic Walking Tours of Dublin med Tommy Graham.
  5. The Irish Whiskey Museum, der fortæller historien om – ja, gæt.
  6. Besøg Dublin Castle i Dame Street med historiske fakta om byen og dens status som hovedstad, ligesom City Hall byder på en multimediepræsentation.
  7. Ikke langt fra centrum ligger den store Phoenix Park med både den irske præsidentbolig og en dejlig zoologisk have. Lige noget for børn.
  8. Spisested: Jeg er vild med Elephant & Castle i Temple Bar, som serverer verdens bedste chicken wings. Kyllingevingerne svømmer i en himmelske dressing, og de har masser af kød på.
  9. Dublin Literary Pub Crawl. Men lad nu være med at skulle kravle hjem.
  10. Viking Splash Tours: Se byen fra et amfibiekøretøj, der altså både kan køre og sejle. Du ser Dublin fra land og vand. Turen varer en time og et kvarter, og det er sjovt.

Park i Dublin

 

Læs mere her: visitdublin.com og visitireland.com.

2 Replies to “Inspiration og tips til din ferie i dejlige Dublin – en af mine favoritbyer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *