Med overskriften tænkes ikke kun på det dejlige græske klima, som landet er beriget med en stor del af året, men mere på det faktum, at man nemt forelsker sig i både Kalymnos og Telendos. Begge hører til Dodekaneserne – ligesom Kos, Leros og Patmos. Mange kender dem nok, fordi de er et udflugtsmål fra Kos. Men Kalymnos kan sagtens stå alene.Jeg gispede nærmest af fryd, allerede da jeg færgen så hovedbyen Pothia brede sig på bjergsiderne som et gigantisk amfiteater oppe over havnen. Det levede fuldstændig op til det billede, de fleste af os af græske øer.
Pothia er en travl og livlig by med et centrum, hvor rådhuset og andre officielle bygninger er bygget i venetiansk stil. Man får lyst til bare at sætte sig på torvet og tage det hele ind med øjne, ører, næse og hud, som solen skinner så varmt på. Turismen er kommet sent hertil, og der er meget andet at leve af på øen. Tidligere var det især det farlige svampefiskeri i det dybe hav, som gav god indtjening til de fleste mænd, og havnen er stadig af stor vigtighed året rundt og ikke blot en marina for dyre lystyachter.
På Kalymnos mødes mange verdener: Nonner, præster og alle de andre fastboende, svampefiskere, klatrere, ornitologer, windsurfere, vandrere, sejlere og fiskere, dykkere og ganske almindelige turister, der har fået netop denne ø på hjernen. Men først kørte vi op over byen for at se det smukt beliggende kloster Agios Savvas, hvor et dusin nonner bor meget smukt. Her var så stille, og stedet udstrålede harmoni. Beboerne oppe på bjerget må have en af de mest pragtfulde udsigter over både byen, bjergene og det blå hav, man kan ønske sig. Vi besøgte også Kalymnian House – et lille museum, der engang var hjem for en af de mange natursvampefiskere. Pothia fik i 2013 også et helt nyt arkæologisk museum.
Enkernes ø
Svampefiskeri har været den store indtægtskilde på Kalymnos, men det var et ekstremt risikofyldt erhverv. Det tog mange mænds liv, når de sejlede ud i månedsvis og dykkede ned til 60-70 meters dybde uden antydning af udstyr for at plukke natursvampe på havbunden. De kunne træne sig op til at klare fire-fem minutter under vand, men mange endte med at drukne, og andre døde af dykkersyge. I dag er der stadig enkelte både med dykkere, men det er en helt anden historie nu, og erhvervet er heller ikke mere den samme guldgrube. Lige ved torvet ligger dog en lille svampefabrik og -forretning, hvor svampene vaskes og renses, så den lysebrune/ beige farve dukker frem af det sorte lag yderst. Masser af turister køber nogle stykker med hjem, så der er stadig lidt forretning i det.
I vore dage har øens hospital belært af de grumme erfaringer et trykkammer, hvis nogen trods moderne udstyr skulle få dykkersyge. Og Kalymnos’ tilnavn, Enkernes ø, hænger stadig ved – dem var der mange af, dengang svampefiskeriet var på sit højeste.
Mange aktiviteter
Øen har en betagende natur med vilde bjerge, indbydende småbyer og strande i Myrties og Massouri. Og den er blevet noget af et sportsparadis med dykning, klatring, sejling og vandring som de oplagte aktiviteter. Pothia har også et stadion til fodbold og atletik. Siden 1998 har bjergklatring været sat i system og er blevet attraktivt for seriøse klatrere. Der er flere end 2000 navngivne ruter at give sig i kast med – mange af dem er nemme nok til, at ” almindelige turister” godt kan klare dem, men oplevelsen kræver nok et vist niveau af form og ikke mindst lyst til at udfordre sig selv. Der er lagt stor vægt på sikkerheden, og for nye klatrere er ruterne korte – 30-50 meter op – ligesom man selvfølgelig ikke klatrer alene.
Bjerge og dale
På vej til Massouri kører vi igennem bjergrige landskaber på den 110 kvadratkilometer store ø med 16.000-17.000 indbyggere. Højeste punkt er 676 meter, men virker væsentligt højere. Der er ikke mange træer – til gengæld findes der masser af urter som oregano, salvie og timian, der er vigtige ingredienser i et meget populært produkt: Den kalymniske honning. Mellem bjergene er der dale som Vathi med lunde af citroner, mandariner, appelsiner og oliven. Men selv om Kalynos også kaldes den grønne ø, er der ikke ret meget vand at gøre godt med. Vandet i de borede brønde er for salt, så derfor må meget vand fragtes til øen med båd fra Kos.
Vi gør stop i en lillebitte landsby med en havn, kanaler og et nydeligt torv med adskillige restauranter. Uden for en af dem hænger blæksprutter til tørre på et stativ. Vi fortsætter til Massouri, hvor mange Pothiaindbyggere har et sommersted. Det oser af sommerliv i den langstrakte by, og byens oplevelsescenter tilbyder alverdens sportslige udfoldelser foruden bl.a. yoga, maling, botaniske ture og græsk sprog, dans og madlavning.
En ø blev til to
Før solnedgang går vi om bord i en lille båd, der sejler os over til en ø med en meget karakteristisk profil. Man ser den hele tiden, når man på Kalymnos sidder foran et hotel eller en restaurant ved vandet, og det tager kun få minutter at sejle de 800 meter til Telendos, som efter et kæmpejordskælv i 554 løsrev sig fra Kalymnos. Telendos har cirka 50 fastboende indbyggere, men den hyggelige havnepromenade har et pænt udvalg af restauranter og små hoteller. Når man sidder her, er tanken om at trække sig tilbage og slå sig ned på en solbeskinnet ø fristende – og så ligger Kalymnos kun få minutter væk, og Bar Nadir har åbent hele natten.